Søg  |  www.norddjurs.dk  |  Kontakt  |  Sitemap  |  A-Å Indeks
ForsideByer og landsbyerLand og vandService for borgere Erhverv og infrastrukturFind områdetProcessen  Print
Erhvervsudvikling
Detailhandel
Virksomheder og miljø
Veje
Trafiksikkerhed
Transport
Kollektiv trafik
Øvrige tekniske anlæg
Vindmølleplan

 

 

Norddjurs Kommune
Torvet 3, 8500 Grenaa
Telefon: 89 59 10 00
Mail: norddjurs@norddjurs.dk
CVR-nr.: 29 18 99 86
Kommunenr. 707


Åbningstider:
Man- onsdag: kl. 08.30 - 15.00
Torsdag: kl. 08.30 - 17.00
Fredag: kl. 8.30 - 12.00


Borgerservice Auning:
Tirsdag: kl. 10.00 - 13.00
Torsdag: kl. 13.00 - 17.00

Veje


Vejplanen er en del af en samlede trafikplan for Norddjurs Kommune, som omhandler veje, og kollektiv trafik består af en vejklassificering, udpegning af nye veje og en trafiksikkerhedsplan. 

Vejplanen skal understøtte kommunalbestyrelsens strategi om Norddjurs Kommune som et område, hvor det er nemt at komme til, fra og rundt.

Mål

Det er kommunalbestyrelsens mål, at

  • vejplanen skal understøtte kommunalbestyrelsens intentioner om udvikling inden for bosætning, erhverv og turisme. Vejplanen skal især understøtte vækst i kommunens nordøstlige del og udviklingen af Grenaa Havn
  • der i samarbejde med Syddjurs Kommune skal arbejdes for en bedre vejforbindelse nord-syd på Djursland
  • vejplanen skal opdele vejnettet i trafikveje og lokalveje. Trafikvejene skal bære den gennemgående trafik til og fra kommunen, mellem kommunens byer og internt i de større byer. Lokalvejene skal bære den rent lokale trafik men så vidt mulig ingen gennemkørende trafik

Retningslinjer 5.8 Veje

  1. Vejareal til omfartsveje ved Grenaa, Auning og Trustrup skal sikres i forbindelse med byudvikling samt byggeri og anlæg i øvrigt.
  2. Veje, åbent land. Der fastsættes vejudvidelseslinjer for udpegede trafikveje (se redegørelsen). Der foretages reservation til en foreløbig linjeføring af følgende nye trafikveje: Omfartsvej øst om Laen, omfartsvej syd om Auning, omfartsvej sydøst om Trustrup, ”Nord-syd vej” mellem kommunegrænsen til Syddjurs og Bønnerup Strand, Laenvej og Tårupvej – Tøjstrupvej skal opgraderes for på kort sigt at opnå en forbedring af det nord-syd gående vejnet.
  3. Trafikveje i byerne. Trafikken i bymidten i Grenaa skal reguleres efter de principper, som fremgår af   Vejplan bymidte Grenaa.pdf. Der foretages reservation til en foreløbig linjeføring af en omfartsvej nord om Grenaa. I forbindelse med en eventuel byudvikling på ”papfabrikken” i Grenaa kan der etableres en ny trafikvej mellem krydset Østerbrogade – N. P. Josiassens Vej og Emballagevej. I forbindelse med en eventuel byudvikling på havnen i Grenaa kan Kattegatvej trafiksaneres og fartdæmpes på strækningen forbi Havnevej, under hensyntagen til vejens fortsatte funktion som gennemfartsvej. Trafikveje i byerne kan efter nærmere vurdering trafiksaneres til 40 km/t.

Redegørelse

Veje det åbne land

Der er udarbejdet en vejplan for det åbne land i Norddjurs Kommune.

Vejplanen er baseret på en registrering af de eksisterende forhold sammenholdt med kommunens ønsker om blandt andet en forbedret nord-syd vejforbindelse.

Trafikvejnettet i åbent land består af gennemfartsveje og fordelingsveje og er udpeget efter følgende principper:

  • Trafikveje placeres, så de på en naturlig måde betjener de største eksisterende og kommende trafikstrømme.
  • Gennemfartsveje etableres så vidt muligt i et net med en maskestørrelse på 10 X 10 km. Fordelingsveje etableres i et net med en maskestørrelse på 5 X 5 km.  Tankegangen bag dette princip er at bilisterne skal køre så kort strækning som muligt på lokalvej (max. 3 minutter), før de er på trafikvejnettet.
  • Kommunens grusgravsområder betjenes med kort afstand til gennemfarts- eller fordelingsvej.
  • Der tilstræbes en sammenhæng med klassificering i Syddjurs og Randers Kommuner.

Følgende eksisterende veje udpeges til gennemfartsveje:

  • (Århus) – Trustrup – Grenaa (hovedvej 15)
  • (Randers) – Fausing – Auning – Ørum – Grenaa (hovedvej 16)
  • Fausing – Allingåbro – Vivild – Fjellerup – Glesborg – Grenaa (Nordkystvejen, vej 547)
  • Auning – (Hornslet – Århus) (vej 563 syd)

Følgende eksisterende veje udpeges til fordelingsveje:

  • Allingåbro – Ørsted – Holbæk – Udbyhøj Syd (Rougsøvej, vej 531)
  • Auning – Tøjstrup – Allingåbro (vej 563 nord)
  • Auning – Pindstrup
  • Ørum – Fannerup – Lyngby – Trustrup
  • (Skiffard) – Fannerup – Enslev – Grenaa
  • Grenaa – Thorsø – Veggerslev – Gjerrild
  • Veggerslev – Rimsø - Glesborg
  • Ålsø – Balle
  • Laenvej
  • Glesborg – Bønnerup Strand

For en række af de nævnte veje gælder, at de ikke har en fysisk udformning, som er i overensstemmelse med udpegningen til trafikvej. Der udpeges derfor i vejplanen en række projekter, som typisk består i udvidelse af kørebanebredde, udretning af kurver og evt. etablering af stifaciliteter. Ombygningen følges op med en gennemgang af rutevejvisning m.m, så gennemkørende trafik vejvises til at benytte de udpegede trafikveje. Vejplan åbent land - planperioden.pdf 

Nord-syd vejen

På langt sigt (efter kommuneplanperioden) udpeges en fremtidig gennemfartsvej Nimtofte (i Syddjurs Kommune) – Bønnerup Strand (Nord-syd vejen), der planlægges i samarbejde med Syddjurs Kommune.

Norddjurs og Syddjurs Kommuner arbejder i fællesskab med etablering af et forbedret vejsystem til betjening af trafikken fra dels Århus, dels Ebeltoft Færgehavn til området omkring Djurs Sommerland og Lübker Golf Resort og videre mod ferieområderne omkring Fjellerup Strand og Bønnerup Strand. Vejen skal lette forholdene for både beboere i området og turisttrafikken.

Der er ikke taget endelig stilling til en linieføring nord for Kolind, hvorfra vejen tænkes etableret som en fortsættelse af den eksisterende højklassede vej fra Rønde. På langt sigt ønskes én vej i høj standard fra Nimtofte til Bønnerup Strand med en linieføring, der også er hensigtsmæssig for betjening af Fjellerup Strand. Vejen kan ikke forventes etableret i planperioden, men der kan foretages arealreservation til den. Etablering af ”det nordlige hængsel”, en bedre forbindelse mellem rute 16 og motorvej E45 i retning mod Århus, vil desuden kunne betyde at behovet for etablering af Nord-syd vejen ændres.

Norddjurs og Syddjurs kommuner arbejder sammen om en trafikmodel for Djursland som gør det muligt at simulere fremtidige trafikstrømme.

I planperioden peges i stedet på opgradering af dels Laenvej, dels Tårupvej – Tøjstrupvej. Disse vil give en god betjening af henholdsvis Fjellerup Strand og Bønnerup Strand, både med de eksisterende veje syd fra og stort set uafhængig af hvilken løsning der vælges for linieføring af Nord-syd vejen i Syddjurs Kommune. Vejplan åbent land - perspektivperioden.pdf

Veje i byerne

Grenaa

Vejplanen for bymidten: Det er planens hovedprincip, at trafikken til og fra bycentret afvikles ad en centervej, så gadenettet inden for centerringen bliver aflastet.

Gader og fortove i bycentret: Planen sikrer et godt bymiljø i de centrale forretningsgader ved at reducere biltrafikken væsentligt i de bedste forretningstimer. Det skal således tilstræbes at det er attraktivt at færdes til fods og på cykel, sikkerheden og tryghedsfølelsen skal være stor og støjniveauet lavt. Ved gennemførelsen af planen er der skabt der mulighed for at fastholde og udbyggede eksisterende miljøkvaliteter, således at byen er god at bo og opholde sig i.

Gågader og fodgængerområder i bycentret: Lillegade fra Torvet til Schoubygade, Storegade fra Torvet til Grisetorvet, Smedestræde, Østergade og en del af Nørregade er opholds- og legeområder. Det betyder, at Torvet Grisetorvet er fodgængerområder, hvor kørsel foregår på de gåendes betingelser.

Gågader og forgængerområder udformes med belægning i ét niveau. Der er fastsat nærmere regler for kørsel i disse områder. Det skal tilstræbes, at der laves stiforbindelser mellem bycentrets gader, for eksempel mellem Lillegade og Storegade.

Sivegader og stillegader: For at give bagforsynings- og parkeringsmulighed til ejendommene langs Torvets vestside og Storegades sydside og for at give adgang til et passende antal parkeringspladser ved det vestlige bycenter er der etableret en såkaldt ”sivevej” Posthaven, fra Søndergade til Vestergade.

Sivevejen er en stillevej efter færdselslovens § 40. Vejen er med bump, indsnævringer m.v. gjort besværlig at køre på, og den vejledende hastighed er 30 km/t. Derved sikres det, at den ikke fungerer som smutvej mellem Vestervej og Søndergade/Århusvej. Det samme gør sig gældende for den vestlige del af Storegade og Lillegade og for Vestervej fra Kærvej til Posthaven.

Stillegader indrettes efter færdselslovens § 40 med hastighedsdæmpende foranstaltninger, og den vejledende hastighed er 30 km/t.

Bycentrets cykelruter og skoleveje: For at forbedre forholdene for cyklisterne er der etableret et sammenhængende cykelrutenet, der bl.a. giver cyklisterne adgang til bycentret via Søndergade og Torvet. Derudover kan der cykles i stillegaderne og i visse tidsrum i gågaderne.

Parkeringspladser i bycentret: Det tilstræbes, at der fortsat er et stort og velfordelt antal p-pladser tæt på bycentret af hensyn til centrets funktion. De centrale parkeringspladser ligger langs centerringgaden, ved stationsområdet og området ved Posthaven i nær tilknytning til centret.

Analogt til forholdene i det åbne land er vejene i byerne klassificeret om gennemfartsveje, fordelingsveje og lokalveje.

I Grenaa er følgende veje udpeget som gennemfartsveje:

  • Ringvejen
  • Mellemstrupvej – Bredstrupvej – Kattegatvej

På langt sigt kan der etableres en nordlig omfartsvej, som vil få status af gennemfartsvej, hvorefter Mellemstrupvej – Bredstrupvej nedklassificeres til fordelingsvej.

I Grenaa er følgende veje udpeget som fordelingsveje:

  • Århusvej (nord for Ringvejen) – Søndergade
  • Kannikegade – Rosengade – Markedsgade (Centerringgade)
  • Rosengade – Markedsgade
  • Randersvej
  • Bavnehøjvej
  • Åstrupvej
  • Østergade – Østerbrogade – Havnevej – Strandgade
  • N. P. Josiassens Vej
  • Kystvej (fra Ringvejen) – Fuglsangsvej
  • Emballagevej - Østervænget

Der kan inden for planperioden etableres en ny fordelingsvej over ”papfabrikken” mellem krydset Østerbrogade – N. P. Josiassens Vej og Emballagevej.

Vejbetjeningen af havnen og det nordøstlige erhvervsområde.

Den primære adgangsvej til havnen, herunder færgelejet for færgen til Varberg, er i dag ad Ringvejen, både for trafik fra Århus og fra Randers.

For erhvervsområdet i den nordøstlige del af byen er den primære adgangsvej fra Århus ad Ringvejen – Kattegatvej, men en del trafik kører også gennem bymidten. Fra Randers er den primære adgangsvej ad Mellemstrupvej – Bredstrupvej – Kattegatvej.

Mellemstrupvej – Bredstrupvej vil kapacitetsmæssigt kunne håndtere en flytning af færgelejet for Varberg-færgen og andre havneaktiviteter til den nordlige del af havnen. Der bør dog ske en ombygning af krydset Mellemstrupvej – Bredstrupvej – Odinsvej, hvor Odinsvej og Bredstrupvej (vest) lukkes ved krydset, og andre tiltag til fremme af lette trafikanters tryghed på Mellemstrupvej.

Etablering af en nordlig omfartsvej er ikke i forhold til vejkapacitet en forudsætning for flytning af f.eks. færgehavnen eller andre havneaktiviteter til den nordlige del af havneområdet. Men en ny omfartsvej vil være med til at sikre en bedre infrastruktur for Grenaa Havns bagland, og den kan være medvirkende til at sikre en fremtidig udvikling af havnen og de store erhvervsenheder nord for byen.

I den forbindelse har muligheden for en lukning af Kattegatvej forbi det sydligste stykke af havnen været overvejet. Lukning af Kattegatvej vurderes dog ikke at være en realistisk mulighed, da Kattegatvej fortsat vil være den korteste og naturlige rute til havnen for trafikken fra Århus, og denne trafik vil dermed være i konflikt med f.eks. lette trafikanter, der skal fra bymidten til det nye byområde. Det kan være vanskeligt at tvinge den tunge trafik fra Århus til at køre vest og nord om byen. Hvis Kattegatvej lukkes, er der risiko for, at tung trafik fra Århus vil vælge en af ruterne gennem bymidten.

Opretholdelse af Kattegatvej er ikke til hinder for byudvikling på havneområderne, hvis krydsningen mellem den tunge trafik på Kattegatvej og let trafik mellem bymidten og havnen indrettes på en sikker måde, for eksempel med en signalregulering kombineret med en lokal hastighedsnedsættelse på Kattegatvej.

Nordlig omfartsvej

Når en ny omfartsvej etableres, bør denne placeres nord for byudviklingsområdet ved Dolmer, ellers vil dette område være afskåret fra byen – eller etableringen skal ledsages af forbedrede muligheder for stikrydsning over Mellemstrupvej, for eksempel niveaufrie løsninger, hvis det kan indpasses i terrænet.

Ny nord-syd gående trafikvej over ”papfabrikken”

Lukningen af Papfabrikken har skabt et stort sammenhængende areal midt i byen med mulighed for ny byudvikling. Arealet er også placeret, så det giver mulighed for etablering af en ny trafikvej mellem rundkørslen Østerbrogade – N. P. Josiassens Vej og et punkt på Mellemstrupvej, formodentlig mest oplagt ved tilslutning til Emballagevej.

Kommuneplanen fastlægger, at der kan etableres en ny trafikvej her. Det er vigtigt at vejen gives en udformning, så der ikke skabes en ny genvej for tung trafik fra Århus til erhvervsområdet omkring Bredstrupvej.

Vejplan Grenaa - før omfartsvej.pdf

Vejplan Grenaa - efter omfartsvej.pdf

Auning

I Auning er følgende veje klassificeret som gennemfartsveje:

  • Vestergade - Østergade (statsvej)

I Auning er følgende veje klassificeret som fordelingsveje:

  • Nørregade - Tårupvej
  • Århusvej
  • Industrivej - Energivej

Arealreservation til en omfartsvej syd om Auning (statsvej) opretholdes. Omfartsvejen kan ikke forventes etableret i planperioden. Ved etablering af omfartsvejen nedklassificeres Vestergade – Østergade til fordelingsvej.

Vejplan Auning.pdf

Allingåbro

I Allingåbro er følgende veje klassificeret som fordelingsveje:

  • Hovedgaden
  • Rougsøvej

Vejplan Allingåbro.pdf

De mindre byer

For de mindre byer fastlægges generelt, at trafikvejene er de veje, som er placeret i forlængelse af trafikvejene på åbent land. Efter behov kan trafikvejene i de mindre byer hastighedsdæmpes til 40 km/t.

Arealreservation til en omfartsvej sydøst om Trustrup (statsvej) opretholdes. Omfartsvejen kan ikke forventes etableret i planperioden.

Initiativer i planperioden

Der skal udarbejdes en skilteplan, der sikrer, at den gennemgående trafik via skiltning ledes ad trafikvejene.

 

 

 
Status

Kommuneplan 2009 blev vedtaget af kommunalbestyrelsen den 1. december 2009.

Kommuneplan 2009 er offentligt bekendtgjort den 9. februar 2010.

 
Læs mere

Trafikplan.pdf