Søg  |  www.norddjurs.dk  |  Kontakt  |  Sitemap  |  A-Å Indeks
ForsideByer og landsbyerLand og vandService for borgereErhverv og infrastrukturFind områdetProcessen  Print
Velkommen
Om Kommuneplan 2009
Norddjurs Kommune
Kommunen og omverdenen
Agenda 21
Strategisk miljøvurdering
Klima
Mindretalsudtalelser
Planen som PDF
Kommuneplantillæg

 

 

Norddjurs Kommune
Torvet 3, 8500 Grenaa
Telefon: 89 59 10 00
Mail: norddjurs@norddjurs.dk
CVR-nr.: 29 18 99 86
Kommunenr. 707


Åbningstider:
Man- onsdag: kl. 08.30 - 15.00
Torsdag: kl. 08.30 - 17.00
Fredag: kl. 8.30 - 12.00


Borgerservice Auning:
Tirsdag: kl. 10.00 - 13.00
Torsdag: kl. 13.00 - 17.00

Om Kommuneplan 2009


I 2004 blev der nedsat en strukturkommission, der skulle vurdere det hensigtsmæssige i den størrelse og form, som kommunerne på den tid havde. Som et resultat af strukturkommissionens arbejde blev antallet af kommuner i Danmark reduceret fra 275 til 98 kommuner. En af kommunerne blev Norddjurs Kommune, som er dannet af kommunerne: Grenaa, Nørre Djurs, Rougsø og halvdelen af Sønderhald.

Kommuneplanen er et vigtigt redskab til at sikre sammenhæng og grundlag for prioritering, når der skal vælges indsatsområder, der har til formål at styrke og udvikle Norddjurs Kommune. Med kommuneplanen bliver der til enhver tid udlagt tilstrækkeligt med arealer til byudvikling for så vidt angår boliger, institutionsformål og erhverv, ligesom den indeholder mål, retningslinjer og rammer for den udvikling, der skal ske inden for de næste 12 år.

Retningslinjerne tager afsæt i planlovens krav, og indeholder bestemmelser for de muligheder, der er for at anvende bestemte arealer til bestemte formål, ligesom rammerne indeholder bestemmelser for, hvordan man må bygge inden for lokalplanlagte områder.

Kommuneplan 2009 består af fire hovedområder:

  • Byer og landsbyer
  • Land og vand
  • Service for borgerne
  • Erhverv og infrastruktur

Under ”Byer og landsbyer” beskrives bymønsteret i Norddjurs Kommune, alle byer og øen Anholt, ligesom man kan finde generelle retningslinjer for byerne samt rammebestemmelser. Området ”Land og vand” indeholder planlægning og administration af det åbne land. ”Service for borgerne” handler om børn, unge, ældre og beskæftigelse, mens afsnittet om ”Erhverv og infrastruktur” fokuserer på erhvervslivets udvikling, trafik, transport og tekniske anlæg.

I planen er der links. Der er linket mellem afsnit i planen, så man let kan komme videre til temaer, der er beslægtet med det afsnit, man er i gang med at læse. Der er også links til informationer, som kan give supplerende oplysninger for eksempel i form af andre hjemmesider. Disse er placeret i en grå boks til højre på hjemmesiden. Norddjurs Kommune tager ikke ansvar for, om de eksterne hjemmesider, der linkes til, er opdaterede.

Norddjurs Kommune er en kommune som er baseret på dialog, åbenhed og medindflydelse. Som et led i kommuneplanprocessen blev der afholdt syv dialogmøder rundt i hele kommunen. Ideer og forslag fra disse møder er ligesom ideer og forslag fra foroffentlighedsfasen indgået i arbejdet med forslag til den første kommuneplan i Norddjurs Kommune.

Planstrategi

Ifølge planloven skal kommunerne inden udgangen af første halvdel af valgperioden vedtage en strategi for kommunens udvikling. Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune vedtog planstrategien i december måned 2007.

Den strategi og vision, som kommunalbestyrelsen vedtog at arbejde efter, betyder at Norddjurs inden år 2021 er

  • den grønne kommune, der ved sit tydelige særpræg i form af den flotte natur og lange kystlinje, er et attraktivt sted at være
  • en kommune i vækst, som er baseret på en bæredygtig udvikling med særlig fokus på energi, og med respekt for områdets natur- og kulturværdier
  • en kommune, som vokser med udgangspunkt i egne og Djurslands styrker
  • et område, hvor det er nemt at komme til, fra og rundt
  • en kommune, som er baseret på dialog, åbenhed og medindflydelse

Med planstrategien besluttede kommunalbestyrelsen tre gennemgående temaer: Sundhed, bæredygtighed og kvalitet. Alle projekter skal vurderes i forhold til de tre gennemgående temaer og i videst mulig omfang opkvalificeres.

Planstrategien blev offentliggjort i januar 2008, og frem til april 2008 havde kommunens borgere lejlighed til at komme med forslag og ideer til det kommende kommuneplanarbejde.

Den regionale udviklingsplan

Norddjurs Kommune er en del af Region Midtjylland. Ligesom kommuneplanen skal tage afsæt i planstrategien, skal den også understøtte den regionale udviklingsplan. Med udviklingsplanen fra 2008 fastlægger Region Midtjylland ni indsatsområder, som kommunerne og regionen er enige om at samarbejde om: Erhvervsudvikling og turisme, arbejdskraft og beskæftigelse, uddannelse, sundhed, kultur, natur og miljø, energi, infrastruktur og kollektiv trafik. I forhold til de enkelte indsatsområder er byer, landdistrikter og internationale forhold valgt som tværgående temaer.

 

 

 
Status

Kommuneplan 2009 blev vedtaget af kommunalbestyrelsen den 1. december 2009.

Kommuneplan 2009 er offentligt bekendtgjort den 9. februar 2010.

 
Læs mere

Regional udviklingsplan

Planstrategi Norddjurs 2007.pdf